I denne sammenhæng kan krav være mange ting og ikke bare at nogen konkret står og siger "du skal...".
Det kan være helt almindelige voksenting. For mig især ting som at gå til frisøren, gå til tandlæge, betale regninger, svar tilbage på SMSer eller messengerbeskeder. Rationelt ved jeg godt at det ikke forsvinder, men alligevel giver de mig en uro i kroppen som får mig til at udsætte dem "til i morgen".
I værste fald bliver det til et reelt handicap: Jeg har dårlige tænder, jeg har gennem tiden betalt et utal af rykkergebyrer (ordet inkasso plejer at ruske mig ud af undvigelsen, så det er aldrig endt helt i økonomisk katastrofe) og jeg mister min omgangskreds.
I parforholdet giver det også problemer. Laver vi mad sammen kan udvekslingen "Skærer du græøntsager?" og senere "Nej, stykkerne skal være anderledes" få mig til at blokerer. Enten bare i passiv opgivendehed eller også i vrede eller snerren.
Krav kan også være noget jeg virkelig gerne vil. "Skal vi spille et spil," kan min kone spørge. Ja, det vil jeg virkelig gerne men nu er det blevet et krav og det giver mig en uro i kroppen og hele spillet er fyldt med mikrokrav og at jeg skal gøre dit eller vælge dat...
Men det kan også være helt indre krav som for eksempel tanken om at jeg burde skrive et blogindlæg om PDA.
