Jeg drømmer meget.
Når jeg får lov at vågne selv, kan jeg ligge og mærke drømmen fordamper og kun efterlader enkelte billeder. Når jeg bliver vækket brat er det som en sæbeboble der springer.
Kun sjældent består bestemte personer. Jeg husker at vi var to eller var en gruppe, men hvem det var er væk.
Nogle billeder stå knivskarpt om morgenen.
Fra i nat, et tog hvor sæderne stod alt for tæt så man knapt kunne masse benene forbi, at skulle skifte tog på en perron der endet i en bred jernbaneoverskæring og et fad med lysrrøde croissanter med chokolade og spinat.
Men som dagen tager til og rationaliteten tager over, forsvinder de billeder også hen ad formiddagen.
Og spørger du mig i eftermiddag, drømmer du?
Så svarer jeg, nej det tror jeg ikke rigtigt.
