Selvbetjening i supermarkedet
Jeg har efterhånden set et par opslag og artikler der er kritiske over for selvbetjeningskasser i supermarkeder.
Ja, de fysiske løsninger er ofte noget hø, men jeg elsker Netto Scan & Go og kører gerne lidt længere for at handle i en Netto med muligheden. Jeg gider ikke at sætte det op, så derfor anvender jeg kun Nettos løsning selvom andre supermarkeder i nærheden har samme type løsning.
Men selvbetjeningsløsninger fører til mere tyveri, lyder et af argumenterne imod.
What do I care? Det er butikkens problem. Jeg vil selvfølgelig begræde det hvis mine medmennekser misbruger en løsning, så den bliver urentabel at udbyde. Men jeg overlader helt klart den betragtning til den erhvervsdrivende.
Men hvad med de ansatte der bliver overflødige?
Jeg har ikke lyst til at folk laver overflødigt arbejde. Det kræver måske en samfundsændring væk fra at arbejde er det eneste der giver livet mening og imod en universiel basisindkomst. For bare at henvise folk til at udføre overflødigt arbejde er uværdigt.
Men hvad med dem, især ældre, der foretrækker betjening?
Jeg anerkender at der er folk der foretrækker betjeningsløsninger og jeg vil foretrække at begge dele er muligt. Men istedet for at glæde sig over at selvbetjeningsløsninger er på tilbagegang, hvordan sikrer vi os så at begge dele er muligt?
Ændringer er aldrig lette og selvbetjening er bare en lille del af en større igangværende samfundsændring.
Der er store dele af denne samfundsændring jeg mener er forkert. Men lige præcis selvbetjening gøre livet sjovere for mig og burde, i teorien, frigøre resurser til områder hvor service er mere påtrængende.